+45 5056 8717 pg@piaglavind.dk
Headerbillede_min historie_2

Min vandring mod lyset

Jeg blev født i 1966 på Køge-egnen og blev storesøster fem år senere. I en alder af 10 år blev jeg skilsmissebarn og boede sammen med min mor og søster. Senere kom en bonusfar og to bonusbrødre til. Vores hjem var et samlingspunkt for mange unge mennesker, og der skete altid noget sjovt, enten i stuehuset eller ude i stalden, der vrimlede med hestepiger og en enkelt ung mand.

Som ung flyttede jeg til København og endte ved et tilfælde i IT-branchen. Det var gyldne tider i branchen, og jeg var en flittig medarbejder, der ikke hvilede på laurbærrene. Hver dag var en fest, og der var penge til alt. Både på arbejdspladsen og i privatlivet.

Prince Charming

Midt i de gyldne tider mødte jeg en italiensk mand, Enzo, som slog benene væk under mig. Det var en stormende forelskelse, der førte til bryllup og fødslen af vores søn. Mens han endnu var spæd, flyttede vi til min mands hjemby på Sicilien. Det var en stor livsændring, og på mange måder et eventyr, men slangen flyttede ind i vores paradis. Enzo blev fanget i depressionens mørke, og psykisk vold blev langsomt en del af min hverdag. Jeg fik et nervesammenbrud og valgte efter nogle år at flygte med min søn. Det var en ulykkelig situation, som vi var to om at skabe. Det er man altid.

Flugten fra min mand og den efterfølgende skilsmisse var min første store krise, og jeg levede i mange år med had og bitterhed i mit indre. Jeg var fanget på Frygtens Vej.

Enlig mor

Hjemme i trygge Danmark fandt jeg langsomt fodfæste og begyndte tilværelsen som enlig mor. Min veninde Janne – der var som en søster for mig – tog imod mig med åbne arme, da jeg kom hjem fra Italien. Jeg følte mig sjæleligt mørbanket og fandt stor lindring i hendes selskab, men glæden blev kort.

Fire måneder efter min hjemkomst fik Janne konstateret kræft. Sygdommen var fremskreden og aggressiv. Janne døde 2½ år senere og min verden brød fuldstændig sammen.

Jeg blev sygemeldt og var væk fra jobbet i syv måneder. Mit sorte hul var stort og dybt, og rummede en dobbeltkrise; en ubearbejdede skilsmisse fyldt med vrede, angst og bristede illusioner, samt sorgen over at have mistet min eneste fortrolige, min følgesvend i livet. ”Jeg kan ikke leve uden hende”, sagde jeg til psykologen og mente det af hele mit hjerte.

Janne døde i 2002 og jeg bar sorg i mere end 10 år uden at være bevidst om det. Der skulle gå mange år, før jeg fik kendskab til følgevirkningerne af langvarig sorg.

Jeg fandt hjem på Hornbæk strand

Vejen tilbage til livet blev lang og sej, men jeg fandt den. Instinktivt søgte jeg stilhed for at finde retning i det liv, der lå i ruiner. Hornbæk strand fik en særlig betydning for mig, for her var der højt til loftet og ro til at lytte til min indre gps – min sjæls stemme. Det blev starten på en intensiv rejse i personlig udvikling, hvor jeg mødte mange spændende og vise personligheder undervejs. Jeg ændrede kurs. Forlod det stabile og prestigefyldte job hos IBM og blev selvstændig (igen, men det er en anden historie). Jeg gjorde op med mine overfladeværdier og fandt ind til min kerne, og levede intenst efter min nyfundne indre gps.

En syngende lussing af livet

Men freden varede ikke ved. Min eksmand fik konstateret lungekræft i 2007 og døde efter fire måneders sygdom. Vores søn var 10 år gammel og havde et nært forhold til sin far. At se smerten i min søns øjne og høre skriget, da jeg fortalte, at far skulle dø…..det glemmer jeg aldrig. For mig var det den største sorg af dem alle. I mange måneder kunne jeg ikke sove, min appetit forsvandt og kiloene raslede af. Det var svært for mig at finde mening med det, der skete i mit liv, og den smerte jeg var vidne til.

Inden Enzo døde, blev vi forsonet, og jeg oplevede tilgivelsens vidunderlige kraft. Det er jeg meget taknemmelig for at have oplevet, og jeg er stolt af både Enzo og mig. Det, der skete mellem os, var et mirakel.

Hvor urimeligt har livet egentlig lov at være?

6 år efter Enzo’s død (2013) blev jeg akutindlagt på Hillerød Sygehus med mistanke om galdesten og efter nogle få undersøgelser, blev jeg kaldt til lægesamtale. ”Du har kræft og det er uhelbredeligt”, sagde den kvindelige læge. Jeg knugede min mors hånd og lagde mig ind til hendes bryst, mens tårerne løb ned af mine kinder. Min søn var nu 16 år gammel. Hvor urimeligt har livet egentlig lov at være? Den dag sank jeg i knæ og bad til Gud. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg var afmægtig og vendte mig mod det, der er større end mig selv.

Mine livskriser har haft potentiale til at sende mig i favnen på offerrollen, men jeg nægter at være et offer. Mit livsforløb har været som glatbanekørsel, men fordi jeg vælger, at lade kriser være grobund for sjælelig vækst, lever i dag et mere autentisk og intenst liv, end jeg nogen sinde havde drømt om. Livet er livet værd, også når det gør ondt.

Kan man være uhelbredeligt syg og dybt lykkelig på samme tid? Book et foredrag og oplev svaret.