Hiding 800x260

Nogle gange bliver jeg vanvittig bange

Modig_1Jeg er et modigt menneske, men nogle gange glemmer jeg det. Det gør mange af mine klienter også.

Håb, mod og handling er tre kodeord i mit liv. Mod kan være mange ting, og findes både på et fysisk og et følelsesmæssigt plan. Hvad nogle mennesker anser for modigt, kan være hverdagskost for andre.

Hvis man skulle sige noget generelt om mod, er det måske, at mod er, når vi flytter os sig fra vores komfortzone til en zone, der opleves som farlig. Det er at gøre noget, der aktiverer vores frygt og angst, men gøre det alligevel. Alene det at være menneske, kræver en god portion mod.

Myter kontra sandheder

Dr. Lissa Rankin, der har skrevet bogen: Frygtens gave, taler om fire myter, vi antager for sande. Det er antagelser, der rummer frygt men er i virkeligheden ikke andet end tanker, der kommer fra tankesystemet på Frygtens Vej.

De fire antagelser er:

  1. Uvished er utrygt.
  2. Jeg kan ikke klare at miste det, jeg holder af.
  3. Det er en farlig verden.
  4. Jeg er helt alene.

Vi har alle tanker, der udspringer af disse fire antagelser. Alle mennesker anser en eller flere af disse antagelser for at være sande. Da min veninde Janne døde i 2002, blev antagelse B aktiveret i mig; “Jeg kan ikke klare at miste det, jeg holder af”. Jeg var helt naturligt i sorg men hvad værre var, jeg mistede livslysten. Jeg mente ikke, jeg kunne leve uden Janne, ganske bogstaveligt. Mange år senere indså jeg, at jeg havde valgt Frygtens Vej efter hendes død, men den indsigt havde jeg ikke dengang. Antagelse D; “Jeg er helt alene”, var også blevet aktiveret og sandheden er, at den antagelse har været aktiveret i mig siden jeg var ganske lille. Til gengæld har antagelse A; “Uvished er utrygt”, altid været nonsens i min verden.

De fire myter er med til at skabe frygt i vores indre. Vi tror, det er sandheder og at vi derfor skal reagere på faren men det er en misforståelse. Det hele foregår på tankeplan. Har du bemærket hvilke af antagelserne, du genkender fra dit tankesystem?

Frygtens Stemme gør os bange

Når vi er grebet af en myte, kæmper vi med næb og klør. Vi kæmper for vores overlevelse mens frygten raser i vores indre. I den tilstand, lever vi med en klar fornemmelse af, at vores eksistens og vores liv er truet. I bund og grund er der tale om tankemønstre, som fastholder os i smerte og lidelse. Da hele moradset opstår på tankeplan, kan vi ændre vores tanker om det, der sker i vores liv. Vi kan erstatte en myte med en sandhed og dermed skabe ro og harmoni i vores indre.

Modstykket til de fire myter er, ifølge Dr. Lissa Rankin, fire sandheder, der fremkalder mod.

De fire sandheder lyder:

  1. Uvished er indgangen til muligheder.
  2. Tab er naturligt og kan føre til vækst.
  3. Det er et meningsfuldt univers.
  4. Vi er alle eet.

De fire sandheder er Kærlighedens Stemme

At lytte på Kærlighedens Stemme, er at erkende disse fire sandheder. Mennesker der lever efter de fire sandheder, opfattes af os andre som modige mennesker. Jeg hører tit klienter sige, at de ikke er modige men det er ikke sandt. Mennesket er det mest modige af alle væsner, men vi kan have forskellige grader af modighed aktiveret. Modighed er noget man træner.

I am not shy_2Da jeg var en lille pige på 6 år, var jeg så genert at jeg end ikke turde hilse med et håndtryk. Jeg stod altid bag min mors skørter og gemte mig. Helt frem til 7. klasse var jeg en stille mus, der krøb langs panelerne og sad bagerst i klassen. At række hånden op i timen og rent faktisk sige noget højt i andres påhør, var mit livs mareridt.

I dag kan jeg stå på scenen foran hundredevis af mennesker og være i mit es. Jeg får stadig sommerfugle i maven og er nervøs for ikke at gøre det godt nok, men så minder jeg mig selv om, at det bare er en myte, der er på spil; “Det er en farlig verden”. Verden er ikke farlig og mine tilhører udgør ikke en trussel. De har en holdning til det jeg siger og gør, men det er ikke farligt, det er bare deres mening og intet andet. Jeg minder mig selv om, at jeg er modig og går på scenen.

Da jeg fik min kræftdiagnose i 2013, blev jeg bange som aldrig før. Når min søn er ude i nattelivet, ulmer uroen i min mave og jeg sover med min mobiltelefon tændt. Jeg bliver bange hver dag, det er en del af livet men i dag kender jeg vejen tilbage til en indre rolig tilstand.

Tilstanden skabes gennem bevidst tænkning. Jeg konstaterer hvilken myte, der er aktiveret og skifter den ud med den tilhørende sandhed. Den ro jeg oplever, er den fuldendte belønning for mit daglige mentale arbejde, som ikke behøver at tage mere end 10-15 minutter.

Bevidst tænkning er en af vejene til indre fred

At mestre sine tanker kræver træning, præcis som når vi træner alt muligt andet, vi vil lære at mestre. Når man vil arbejde med sine tanker og afsløre hvilket tankemønster, der er dominerende (Frygt eller Kærlighed), er den vigtigste ingrediens årvågenhed. Det er gennem opmærksomhed vi opdager, hvad vi går og tænker på og hvad vi fylder vores sind med.

Inden du går til ro om aftenen, kan det være en god idé at bruge 10-15 minutter i stilhed, uden forstyrrelser og telefonen slukket. Spørg dig selv, hvornår du har været bange, urolig eller bekymret i dag. Alle oplever disse følelser hver dag, husk det. Hvad gjorde dig oprørt og hvilken myte var aktiveret? Med stor sandsynlighed er den stadig aktiveret mens du sidder i stilhed og opdager den.

Måske er det to eller tre myter, der er i spil. Byt nu den enkelte myte ud med den matchende sandhed og mærk denne sandhed. Gentag den, læs den og vid, at den er sand. Din sjæl vil genkende sandheden. Måske ikke med det samme, og det er her træningen viser sin nødvendighed. Ofte har vi levet så mange år med en myte aktiveret, at det tager tid, tålmodighed og selvkærlighed, at få den udskiftet.

Mit kærligste råd til dig, der ønsker indre fred og opleve roen forplante sig i din krop, er at du skal være kærlig mod dig selv. Slå ikke dig selv i hovedet med nedbrydende sætninger og hårde domme. Vær i stedet konstruktiv. Find myten og udskift den med den matchende sandhed. Med denne sandhed i dit hjerte og i dit sind kan du nu gå til ro og mærke freden bærer dig til drømmeland.

Investér blot 10 minutter i det vigtigste menneske i dit liv; DIG og hav tålmodighed. Kærlig træning gør mester.