Guilt Forehead 900x322

Skyld kontra sund ansvarsfølelse

Det er en rolig formiddag. Jeg har lige været til træning i vandbassinet og sidder nu dejligt afslappet i sofaen med min morgenkaffe og avisen. Overskriften på avisens leder fanger min opmærksomhed: Sygdom er ikke selvudvikling, står der.

Skribenten langer ud efter retorikken omkring alvorlig sygdom (fysisk og psykisk), hvor det bliver en del af en selvudvikling at være syg: ”Man er først en helt på sociale medier og i den offentlige debat, hvis man har fightet sig tilbage til livet og også gerne har lært noget i sit sygdomsforløb, man kan tage med sig videre. Men dermed får man også sagt, at de mennesker, der ikke bliver raske, og som enten er kronisk syge, gentagne gange går ned med stress eller ikke bliver helbredt for kræft, er dårligere mennesker. Måske de selv ligefrem er lidt ude om det, fordi de ikke mødte sygdommen med den rette attitude. De spiste ikke nok superfood, mediterede ikke nok eller motionerede ikke tilstrækkeligt. Så bliver sygdom noget, den enkelte selv er herre over og alene har ansvaret for. Sådan er det ikke.”

Sund ansvarsfølelse er vejen til et liv uden dårligdomme

guilt_foreheadDa jeg har læst teksten, filosoferer jeg over ordet `skyld´. Det er som om, vi har brug for at placere skyld i forbindelse med sygdom, modgang og kriser. Når nogen skal skilles, er det ofte den ene parts skyld. Når økonomien er kuldsejlet og gælden en realitet, er det også nogens skyld. Der er en bøddel og et offer.

Jeg vil ikke gå ind i begrebet skyld for nuværende, men jeg synes, det er interessant at begreberne skyld og ansvar blandes sammen. Og det gør de tit. Grundlæggende tror jeg ikke på skyld, når vi taler om sygdom, livskriser og meningsløse uretfærdigheder. Til gengæld er det din skyld, at en mand bløder og måske dør, hvis du har stukket en kniv i hans krop.

Sygdom er en ubalance i krop og sind

Balance er noget du skaberMin syge krop er min og derfor er det også kun i samarbejde med mig, at balancen kan genoprettes. Jeg kan få hjælp og støtte fra fagpersoner og specialister, men ansvaret er mit. Ingen kender min krop og mit sind, som jeg gør. Det er mig, der kan mærke, hvor skoen trykker og hvad eventuel medicin gør ved mig af både godt og ondt. Jeg er nødt til at være aktiv og modtagelig, hvis jeg skal have en chance for at komme på ret køl igen. Jeg er nødt til at tage ansvar og skabe balance.

Vi alle er ubevidste om det meste af det, vi foretager os, og det er derfor forfejlet at tale om skyld i forhold til noget, vi er ubevidste om. Men det ændrer ikke på, at vi har et ansvar for at blive bevidste. Det ændrer heller ikke på, at der er en sammenhæng mellem psykiske mønstre og kroppens tilstand. Hvorfor er der ellers noget, der hedder livsstilssygdomme?

Det er uinteressant og skadeligt at placere skyld i forbindelse med sygdom. Er man ramt af sygdom, fysisk som psykisk, skal man være meget kærlig ved sig selv i processen mod healing. Skyld er en ukærlig tankegang. Sund ansvarsfølelse og skyldfølelse er IKKE det samme. Den ene giver magt, den anden tager magten fra en.

At mestre livets storme, kan vi alle lære

Mestre livets stormvej_3Når livets storme raser – og det gør de i alles liv – er det eneste rigtige, at vi påtager os den sunde ansvarsfølelse og går bag om kroppen og sindets tilstand, for at undersøge, hvordan det kunne gå så galt. Ansvaret skal udspringe af et ønske om, at rette op på ubalancen og med det for øje, at det enkelte menneske bliver bedre til at mestre livet og navigere i dets stormvejr. Det er ‘learning by doing’ og en sikker måde at højne vores mentale robusthed og resiliens.

Jeg sætter skylden uden for døren, så jeg kan få indre arbejdsro. Det er en meget konkret og virkningsfuld måde, at arbejde bevidst med sit sind. Det er ikke nødvendigvis nemt og derfor guider og støtter jeg andre i processen. Med tiden mestre du selv metoden, præcis som hvis du skulle lære at spille tennis.

Farvel til skyld, goddag til ansvar. Tak fordi du læste med.