Oresund2

Stå af følelseskarrusellen og genfind roen

Netop hjemvendt fra endnu et berigende ophold på den tyske cancerklinik i Kassel vil jeg dele en oplevelse med dig. Navnene er opdigtet af hensyn til de personer, jeg omtaler.

ArkadiaPå cancerklinikken er vi typisk mellem 5 og 7 overnattende gæster. Vi omtales ikke som patienter, og lægerne går ikke i hvide kitler. Stemningen i bygningerne er rolig, kærlig og omsorgsfuld. Vi har hver især en intensiv dag med behandlinger og lægesamtaler, men vi gæster mødes altid ved måltiderne, der indtages i bygningens restaurant. De smilende mænd på billedet, er mine fantastiske læger.

En dag ved frokosttid kom jeg lidt tidligt og sad alene ved bordet. Jeg nød stilheden og den smukke udsigt til atriumhaven. Det varede ikke længe, før jeg fik selskab af Stefan, en anden gæst med en alvorlig diagnose, som var mærkbart rystet og urolig. Kort tid efter kom Lotta, som denne dag var meget stille. Deres forskellige sindsstemninger var tydelige for mig, og jeg ville gerne støtte dem hver især. Men samtidig var jeg på vagt med et ønske om ikke at overskride deres grænser. Det er en hårfin balance at være empatisk uden at presse sig på, især når mennesker er udfordrede af sygdom og kan være i en mentalt kritisk tilstand.

Stefan var på en eller anden måde mest tilgængelig, og jeg spurgte ham, hvordan formiddagen var gået. Han blev tydeligt lettet over mit spørgsmål og berettede straks: ”Jeg havde møde med Dr. Saupe her til morgen og skulle have svar på nogle blodprøver. Det var ikke så godt. Tallene skal ligge på et niveau mellem 20-80, og mit var på over 400 og fordoblet på bare fem uger.” Han rystede opgivende på hovedet, og jeg bemærkede, hvordan gaflen rystede i hans hånd. Stefan fortsatte: ”Jeg blev virkelig utilpas. Først blev jeg helt varm og så isnende kold. Jeg kan næsten ikke huske, hvad lægen sagde. Da samtalen var slut, rejste jeg mig for at gå, men blev svimmel og var lige ved at falde om. De måtte tilkalde sygeplejersken og hun målte mit blodtryk. Det var styrtdykket, og jeg blev bragt ind i et andet lokale for at ligge ned.” Stefan rystede igen på hovedet, som ville han sige: ”Jeg fatter det ikke. Jeg er i chok.” Og det var præcis, hvad han var. Han var i chok over meldingen, og frygten havde grebet ham. Hans fantasi var løbet løbsk, og i tankerne var han døden nær. Men var det sandheden?

Jeg kommer tilbage til Stefan, men vil lige præsentere Lotta, som havde hentet mad fra buffeten og stille sat sig ved bordet. Hun havde lyttet til vores samtale, men ikke deltaget. Sådan plejede hun ikke at være. Henvendt til hende spurgte jeg: ”Hvordan er din formiddag gået?”. Lotta fortalte, at hun havde været til ultralydsscanning og lægen havde fundet ’noget’ på hendes ene nyre. En anden læge var blevet tilkaldt og havde foretaget samme undersøgelse, blot for at afklare eventuelle usikkerheder ved læsning af billederne. Lægerne var enige. Der var noget ved nyren, som ved CT-scanningen i hendes hjemland tre måneder tidligere, ikke havde været omtalt. Var det en udvikling i hendes sygdom eller havde man ved CT-scanningen overset denne cyste, som kunne være en tumor?

Lotta fortalte om undersøgelsen og lægernes meldinger. Det slog mig, at hun virkede meget rolig. Var hun da slet ikke urolig og nervøs ovenpå den besked? Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det med den besked, hun havde fået.

”Jeg bliver virkelig ked af det, når jeg tænker på, at det kan være sygdommen, der har spredt sig. Virkelig, virkelig ked af det og urolig. Jeg synes, jeg har haft det godt i længere tid men måske er det bare indbildning. Jeg ved jo af erfaring, at cancersygdomme kan være snigende.” Jeg nikkede og lyttede til Lotta. Meget af det hun fortalte, genkendte jeg kun alt for godt fra min egen situation. ”Men ved du hvad?” fortsatte Lotta. ”Jeg vil forholde mig roligt, indtil jeg kommer hjem og kan tale med min læge på hospitalet. Vi er nødt til at lave en ny scanning og se, hvad den viser. Måske er det slemt, men det kan også bare være en harmløs cyste. Jeg vil ikke piske en stemning op, og jeg vil ikke sige noget til min mand, før jeg kommer hjem.”

Hvor Lotta havde valgt at slå koldt vand i blodet, var Stefan blevet kapret af sine følelser. Begge havde gennemgået en undersøgelse, men ingen af dem havde fået det fulde overblik eller svar på deres situation. At være cancerpatient er en kompliceret situation, og mange faktorer skal inddrages, inden lægen kan komme med en endelig konklusion. Både Lotta og Stefan havde brug for flere undersøgelser, før deres helbredsmæssige situation kunne estimeres endeligt.

Stefan og Lotta repræsenterede denne dag de to veje, jeg arbejder med i krisehåndtering. Stefan var på Frygtens Vej, i sine følelsers vold, mens Lotta var på Kærlighedens Vej, bange, men med ro i sit indre, indtil hun fik mere konkret viden.

At kigge nærmere på de to personers reaktioner kan også belyse noget omkring sand og falsk frygt. Også selv om man er rask og i fuld vigør, rammes man af frygt og derfor er emnet interessant for os alle.

Sand frygt

Giraf efter mandSand frygt er, når en bil dytter af os, mens vi er på vej over gaden. Der er en overhængende fare for, at vi er ved at blive kørt ned, og vi skal naturligvis reagere.

Sand frygt er også at trække hånden til sig, når man rører ved noget brændende varmt. Og jagtes vi af en gal giraf, må det anbefales, at vi tager benene på nakken (puha…godt vi bor i rolige Danmark).

Sand frygt er vigtig, fordi den kan forhindre os i at komme til skade. Hverken Stefan eller Lotta befandt sig i en situation med sand frygt, og der var faktisk ikke noget konkret, de kunne gøre lige nu og her.

Falsk frygt

Stefans reaktion er indbegrebet af falsk frygt. Når vi gribes af falsk frygt, løber fantasien af med os og vi forestiller os de mest forfærdelige ting. Alt hvad der kan gå galt, går galt i disse scenarier. Bekymringerne vil ingen ende tage, vores tanker løber i ring og giver ofte søvnløse nætter. Kender du det?

Nogle mennesker argumenterer for, at der er fordele ved at forestille sig det værst tænkelige. På den måde kan man forberede sig på en rigtig skidt dag, en dårlig meddelelse eller anden negativ impuls. I sjældne situationer er denne teknik befordrende, men i langt de fleste situationer er det en skidt strategi, der blot belaster vores sind og krop.

De fleste af vores bekymringer, helt op imod 90 % af dem, bliver nemlig aldrig til noget. Hele 90 % af dem! Tænk på al den energi vi bruger på unødige bekymringer. Sikken et spild af tid og energi, og dertil kommer den omtalte belastning af vores organisme.

Forhold dig til nuet

Opdager du, at du er fanget af dine følelser og bekymringerne vælter rundt i dit indre og skaber uro, er der en alternativ og langt mere optimal måde at forholde sig på. Det er ved at obducere den situation, du står i. Vi er nødt til at skelne imellem, hvad vi tror og hvad vi ved. Vi må forholde os til fakta og lægge en plan derfra.

Næste gang du møder uroen eller en bekymring, kan du stille dig selv disse spørgsmål:

–  Hvad er det helt præcist, jeg er bekymret for?
–  Den bekymring jeg ser/hører/fornemmer, er den konkret eller er det en følelse?
–  Ved jeg, at bekymringen bliver til virkelighed eller er det bare noget jeg  tror/fornemmer/forestiller mig vil ske?

Når du kigger på situationen, skal du være objektiv. Er der tale om sand frygt, skal du naturligvis handle på det, men opdager du, at din hjerne er gået i selvsving og du er kommet i dine følelsers magt, er det vigtigt, du stopper vandringen på Frygtens Vej og genfinder din indre ro. Kun ved at vandre på Kærlighedens Vej, kan du komme i kontakt med din indre gps og derefter tage gode, langtidsholdbare beslutninger.

Hvis du synes, det er svært at stå af følelseskarrusellen, er du velkommen til at hente assistance hos mig.