Fly I Luften Aflangt

Hvornår er sidst gang, sidste gang?

Vi har hørt det før, især i forhold til vores børn; det handler ikke om kvantiteten, men kvaliteten af den tid, vi er sammen. Har du tænkt på kvaliteten af den tid, du har her på jorden?

Tilbage i slutningen af 90erne byggede min daværende mand og jeg en bolig på Sicilien. Øen står mit hjerte nær og jeg har nydt mange somre i familiehuset. I 2013 satte min diagnose en brat stopper for denne dejlige rejsetradition.

To somre har jeg siddet på min terrasse i Danmark efter at have ønsket venner og familie en god ferie og efterfølgende set skønne feriebilleder postet på facebook, og tænkt: ”Bare det var mig! Gid det var mig, der havde et helt almindeligt liv uden bekymringer. Men lægerne siger jeg er uhelbredeligt syg. Jeg kommer aldrig mere ud at rejse. Det er slut”.

Lonely in the rain_2På grund af min kræftdiagnose ville de internationale rejseforsikringsselskaber ikke røre ved mig med en ildtang og i lange perioder var jeg for svag til at rejse. Jeg måtte blive inden for Danmarks grænser i nærheden af et hospital. Jeg mindes Siciliens skønhed og bookede, med udsigt til regnvejr, et par overnatninger på et dansk B&B. En herlig ferieform når man selv har valgt det, men mindre attraktiv når det er second best og man drømmer om et, bare nogenlunde, ubekymret liv.

Hvornår er det sidste gang, vi oplever noget, uden at vide det er sidste gang?

Jeg var midt i 40’erne, da den barske virkelighed gik op for mig; også mit liv har en udløbsdato, og den er måske tidligere end jeg havde troet. Indtil denne virkelighed ramte mig, havde jeg haft en følelsen af udødelighed og en mentalitet, der emmede af ’alt er muligt’. Min eventyrlyst var fuldt intakt, præcis som da jeg var 20 år gammel. Jeg drømte i min vildeste fantasi ikke om, at visse fordele og det jeg anså for almindeligheder, skulle stoppe. Og da slet ikke fra den ene til den anden dag. Men en kold februardag satte livet mig stolen for døren.

Hvornår er sidste gang, sidste gang? Vi ved det ikke og tænker heller ikke over det. Heldigvis, kan jeg fristes til at sige, for det ville være tungt og drænende, hele tiden at skulle forholde sig til hver eneste oplevelse, som var det den sidste. Men findes der en mellemvej? Lad mig dele en oplevelse, som jeg havde i sidste måned, med dig.

Take off_1AZ1745 rullede ud til startbanen med snuden mod syd. Jeg havde glædet mig som et lille barn til denne rejse. Da piloten greb gashåndtaget og satte kurs mod himlen, mærkede jeg tårerne i mine øjne. Det var glædestårer. Jeg fik lov! Jeg fik lov at rejse igen. Det var alligevel ikke slut. Det jeg troede, jeg havde mistet for altid, havde jeg fået igen. Tænk, at det er muligt. Det føltes som den største gave, det føltes som at få livet igen. ”Tak Univers. Tak Pia. Det er godt kæmpet, Fredelige Kriger”, tænkte jeg i mit indre.

Vi har alle prøvet at miste noget særlig værdifuldt; et forlist forhold, et godt job, en nær ven eller et familiemedlem, der dør. Eller en ulykke, der lemlæster. At miste gør ondt. Det gør så smerteligt ondt, at selv den stærkeste person pludselig ligger i fosterstilling. Fortvivlelsen raser sammen med spørgsmålet: Hvorfor?

En af de største læringer jeg har fået i kølvandet på min diagnose, er taknemmelighedens gave. Jeg træner, ja nærmest dyrker, taknemmeligheden hver dag og har opdaget, det gør livet og mig mere intens. Jeg er i livet på en mere værdsættende måde og tager ikke almindelighederne og hverdagen for givet længere. Jeg stopper op og mærker. Værdsætter og glædes. Dybt i min sjæl mærker jeg, hvor dyrebart livet er.

Kommer man automatisk til det punkt, når man bliver erklæret uhelbredelig syg eller forulykker og bliver handicappet? Kan man blive mere taknemmelig fra den ene til den anden dag? Og kan man uden videre bibeholde dette moment af taknemmelighed i sit liv? Jeg kender ikke svaret men jeg ved, at det handler om et bevidst valg og der skal arbejdes på sagen. Vi kommer ikke sovende til visdom og indsigter. Uden træning, ingen mester.

Der findes mennesker, som vælger at blive offer for livets omstændigheder. Jeg valgte livet og begyndte blandt andet at træne min taknemmelighedsmuskel. I dag er den stor, flot og veltrænet, og jeg slipper aldrig træningen, da et sådan valg vil forringe min livskvalitet.

Hvis du også vil træne din taknemmelighedsmuskel og finde glæde i hverdagens små mirakler, kommer her nogle eksempler på, hvad jeg har valgt at gøre. Det handler både om taknemmelighed og rummelighed. Det er min erfaring, at begge ingredienser højner livskvaliteten.

Det er de små ting i hverdagen, der indeholder den største lykke og de små ting, det er dem, vi har flest af. Man behøver ikke penge, store biler og lækre titler for at finde de største glæder af dem alle.

Den smukke vej til at være i nuet

Taknemmelighedsdagbog_roteret til blogJeg skriver taknemmelighedsdagbog hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg har foræret mig selv en lækkert indbundet bog og en god pen. Når jeg har gjort mit aftentoilette, hopper jeg under dynen og her tænker jeg dagen igennem. Time for time, hændelse for hændelse. Jeg noterer 3-5 ting. Det kan være noget jeg har set, som var så smukt, at jeg stoppede op og dvælede ved det, eller et møde med et menneske, der gjorde indtryk og fik mig til at smile.

Gennem en daglig rutine, bliver du med tiden så trænet i at tænke taknemmelighedstanker, at du også vil mærke taknemmeligheden i nuet. Gennem taknemmelighedstræning, træner man at være i nuet. Et fænomen alle taler om, er så vigtigt. Nu kender du én af vejene dertil.

Jeg har skrevet taknemmelighedsdagbog i mere end to år og stopper aldrig med det. Glæden og gevinsten er simpelthen for stor, og det tager kun 15 min. Det er en særdeles god investering i din livskvalitet.

Pyt-teknikken letter dit sind

Garfield cool_1Ordet ’Pyt’ er et lækkert dansk ord, som vi bruger alt for lidt. Med et pyt, kan vi slippe irritationer så nemt som at slå en lille prut. Næste gang nogen eller noget irriterer dig, så prøv at trække vejret helt ned i maven, tænk: “Årh, så pyt da. Det betyder jo egentlig ikke noget” og trække på skuldrene.

Husk, at du skal mene det. Det er ikke nok at sige det højt. Din intension skal være, at du ønsker at slippe det, der i første omgang fik dit blod til at koge. Hvorfor lade andres adfærd ødelægge dit humør? Du er herre over din egen tænkning og dermed dit humør. Hvordan andre handler, har faktisk intet med dig at gøre. At bruge pyt-teknikken, letter dit sind og gør dig mere rummelig. Ingen er perfekt, heller ikke dig og mig. Lad os blive bedre til at bære over med hinanden og minde os selv om, at de færreste mennesker har en intension om at chikanere eller irritere os. Vi gør alle vores bedste og det kan ligefrem være en lise, at få lov at være uperfekt og mærke, at vores kære alligevel elsker os. Når vi slipper vreden og irritationen mod os selv og andre, kan Kærlighedens Vej få plads og det er her, livskvaliteten har gyldne kår.