YinYang Aflangt

Det er en forbandelse men også en frisættelse

Da jeg fik min kræftdiagnose i 2013, blev der tegnet en streg i universet. Tiden stod stille, alvoren larmede brutalt og frygten flyttede ind i hver en celle af min krop. I kølvandet på diagnosen fulgte udhungrende fasteperioder for at kunne gennemgå undersøgelser, nedbrydende indgreb og ventetid. Hver dag var en ny udfordring, og den eneste konstante faktor i mit indre, var angsten. Hver dag, hver time, hvert minut – man kan ikke holde fri fra angsten, eller forlade den hjemme på køkkenbordet og tage på ferie.

Endnu før jeg kendte omfanget af min diagnose, besluttede jeg at forlade mit givende og fantastiske arbejde hos Livline i Sorgen. Jeg vidste instinktivt, at intet var vigtigere end mit eget liv. ”Fuck jobbet”, tænkte jeg, ”Fuck pengene. Jeg vil leve!!!” Koste hvad det ville. Og det har kostet: først bilen, derefter mine økonomiske ressourcer ned til sidste krone og til sidst den levestandard, jeg har nydt i mange år. Jeg bliver nu forsørget af det offentlige (med stor taknemmelighed), er en officiel fattigrøv (hvis du spørger min bankrådgiver) og min værdighed har til tider haft virkelig trange kår.

Det er ikke en misundelsesværdig rejse, jeg er på, og undervejs i processen har jeg ofte følt, at jeg solgte min værdighed bl.a. ved at modtage donationer til mine behandlinger i udlandet. ”Almisser”, hvæsede min forfængelighed.

Sandheden var, at jeg skrækslagen og over lang tid blev nødt til at lære noget nyt.

At åbne mit hjerte og tage imod den smukkeste gave af dem alle: ubetinget kærlighed. En kærlighed og omsorg, der kom fra nær og fjern, fra kendte og ukendte mennesker. Det var meget overvældende. I kølvandet kom taknemmeligheden, og jeg ved i dag, at når vi oplever sand taknemmelighed, er vi lykkelige på en så inderlig måde, at jeg ikke troede det muligt. Jeg er lykkelig. Ikke bare udenpå, men fra top til tå, fra inderst til yderst.

Med denne viden, dybt forankret i mit indre, besluttede jeg for nogen tid siden at købe billet til en åben fest i det Københavnske natteliv. Kjolen blev sendt til rens, skoene pudset og neglelakken lagt i sirlige strøg. Jeg er så velsignet, at min diagnose er usynlig, og jeg har mulighed for at skjule mig i mængden og være lige som alle jer andre, blot for en stund. En stund, der giver mig en tiltrængt pause fra et ellers intenst og krævende liv.

Vel ankommet i godt humør, møder jeg en bekendt som giver mig et kram og derefter kaster sig videre rundt i ringen af mennesker, der skal hilses på. Senere støder vi på hinanden igen, hun lægger ansigtet i alvorlige folder og spørger: ”Hvordan går det? Og hvad siger de?”, underforstået lægerne.  Som sandheden er, svarer jeg: ”De siger ikke noget og det gør heller ikke noget. Det er ikke længere vigtigt.”

Det er min sandhed, og det har været en lang, intens og krævende proces at komme dertil.

Jeg er ikke min krop. Jeg er først og fremmest ånd. Min krop har behov, særlige behov lige nu, og det tager jeg alvorligt, men jeg er ikke længere bange. Alvoren består bl.a. i at passe min søvn, kost, daglig spirituel praksis, lave ting der bringer glæde, sprede kærlighed og være et godt menneske.

Der er ikke noget at være bange for, idet min ånd er evig. Jeg er her nu. Jeg gør hvad der skal gøres og værdsætter livets rejse og de mange gaver, der drysser ned i min turban, fordi jeg nægter at være et offer.

Senere på aftenen møder jeg en danseglad mand og vi giver den gas til blinkende lys og glimtende pallietter. Med sveden dryppende fra panden, tilbyder dansemanden mig en drink, og jeg beder venligt om et glas vand. Da jeg har drukket det tredje store glas vand, undrer han sig højlydt: ”Vil du ikke have noget andet?” og jeg svarer ”Nej tak” med et smil. Formentlig drevet af sin fortsatte undren, spørger han en af mine venner om årsagen til, at jeg ikke drikker. Han får at vide, at jeg har en kræftdiagnose, og de nikker indforstået til hinanden. Sandheden er, at jeg kun har drukket i begrænset mængde i mange år; det er et bevidst valg, men det ved kun de færreste, da jeg ikke underholder med dette valg.

Når man får en kræftdiagnose, begynder folk, selv de nærmeste, at se anderledes på en. Ikke af ondskab, ikke engang med vilje. Det er noget, der er stærkere end dem selv. De projicerer deres egen angst for sygdommen og for døden over på en. På den måde kan en kræftdiagnose til tider opleves som et socialt problem.

Den danseglade mand tager skånsomt kontakt til mig: ”Jeg kan forstå du har kræft. Det er jeg ked af at høre.” Inden jeg når at tænke, er mit empatiske hjerte i aktion: ”Det skal du ikke være.” Manden kigger uforstående på mig, og jeg fortsætter: ”Det er jeg ikke. Det er ok”, smiler jeg. Det var der, vi mistede forbindelsen, og jeg kunne næsten se tankerne boble rundt inde i ham; den er jo helt gal med hende, den stakkels kvinde.

Men det er ok, for det er, som det er. Jeg kan ikke ændre på fortiden, men jeg kan gøre noget i nuet, og det gør jeg. Jeg tager min krop alvorligt på det fysiske niveau og har aktiv kontakt til min sjæl og evige ånd hver eneste dag. Vi er på rette vej, min ånd og jeg, godt hjulpet af alle de skønne væsner, der hver dag bidrager med hjælp, støtte og glæde. Så er livet et sted fyldt med taknemmelighed og lykke. Jeg er en fredelig kriger.

Grib dagen, send et varmt smil og giv et hjerteligt kram. Herefter spænder du sikkerhedsselen og forbereder dig på suset, du vil opleve, når livets vibrationer rammer dig i bølgende varme og inderlig kærlighed.

Ja, livet kan føles som en forbandelse, men der ligger en mulig frisættelse i enhver krise. Spørgsmålet er, om du vælger frygten eller kærligheden.