“Overlever du?”, spurgte han

Efter halvandet år med diagnosen som stadie fire kræftpatient har jeg flere gange fået spørgsmålet: ”Klarer du den?”, underforstået ”Overlever du?”. Det er et skræmmende spørgsmål, et af de spørgsmål der kommer krybende, når man slukker lyset og lægger sig ned om aftenen for at sove.

Egentligt er det befriende at nogle tør spørge om det. Jeg har fået spørgsmålet på skrift, men jeg har faktisk også fået det direkte, face-to-face. Det må jo betyde at spørgeren mener, jeg kan tåle at få spørgsmålet, og det kan jeg, men det fortæller måske også noget om spørgerens mod, eller den medmenneskelighed eller kærlighed vedkommende føler for mig.

I starten svarede jeg blot: ”Det ved jeg ikke”, for det var min sandhed på det tidspunkt. Men i takt med at tiden er gået, og jeg har brugt mange timer i eftertænksomhed, har mit svar ændret sig.

Hvis du spurgte mig i dag, ville jeg svare: ”Det ved jeg ikke og jeg føler heller ikke det er så vigtigt at vide.”

Sagen er, at ingen af os kender vores udløbsdato. Den er hverken printet i panden eller i bevidstheden. Vi lever livet og tager det ofte for givet lige indtil den dag, kroppen siger fra og begynder at opfører sig anderledes end den plejer; stress, kronisk sygdom mm.

Jeg har et brændende ønske om at blive bedstemor, men det kan tage sin tid, da min søn kun er 17 år gammel. At blive bedstemor er et ønske og ikke en plan, og der er en væsentlig forskel mellem disse to størrelser. Jeg kan ønske, bede og visualisere, men om det bliver som jeg ønsker det, det ved jeg ikke.

Til gengæld kan jeg lægge planer som forhåbentlig vil bringe mig tættere på mit ønske. Min plan er at holde mig sund, både mentalt og fysisk. Min plan er at holde fokus på kvaliteten og ikke kvantiteten af den tid jeg har tilbage. Min plan er at være ”nogen” og ikke ”noget”. For at være ”nogen” skal jeg være mig, og jeg skal være nærværende i det, jeg laver, uanset om jeg holder foredrag eller bare sidder og sludrer med dig i en sofa. Det handler om at smide masken, så mit autentiske jeg er i samme lokale som dig. Og så er det, frygten flytter ind hos de fleste af os.

Vi frygter ikke at være gode nok, dygtige nok eller elskelige nok. Vi er bange for ikke at slå til på en eller flere fronter. Kan denne forfærdelige og ubehagelige frygt håndteres og forvandles til indre ro, glæde, fuldkommenhed og lyksalighed? Ja, det kan den.

Min opskrift er at gå tæt på frygten og kigge den i øjnene. Forestil dig, at du møder en farlig og frygtindgydende løve på din vej. I stedet for at løbende skrigende bort, vender du om mod løven og manifesterer dit ypperste mod. Du står med let spredte ben i en rank holdning og kigger løven direkte i øjnene og spørger: ”Hvad vil du?”, ”Hvad handler du om?”, ”Hvad vil du fortælle mig?”.

Det kan tage lang tid at finde svarene, og nogle gange har man brug for en coach eller terapeut til at komme gennem processen og i mål. Men jeg tør godt at love dig, at hvis du besvarer disse spørgsmål med et sandt hjerte, da vil frygten opløse sig og forsvinde. Tilbage står dit autentiske og smukke jeg, og en fredfyldt ro vil fylde dit indre.